Kafferistningens fantastiske glæder!

Søndag er ofte den dag hvor jeg opdaterer min beholdning af friskristet kaffe og denne søndag blev ingen undtagelse. Men jeg tænkte om du var interesseret i at få et lille indblik i processen? Jeg har lavet et par billeder og en lille videosekvens, som giver dig et lille indtryk af hvordan det foregår og hvordan bønnen går fra grøn til brun/sort. For de af jer der selv rister er min profil ca. 11 min / 240 grader – stoppes 10-15 sekunder efter 2. knæk.

Jeg afsætter gerne 1 times tid til ristning af 1 kilo grønne bønner, så er der også plads til at hygge lidt i mens. Mængden svarer til vores forbrug i godt en uge og det giver 120 – 130 Espressoer eller Latte. Med den rister jeg har i dag (Cafe Gene) rister jeg 250 gram af gangen. Sig til hvis du gerne vil i gang – så kan jeg godt hjælpe med lidt råd og vejledning. Husk altid, at en god kop kaffe ikke nødvendigvis kommer fra de mest avancerede maskiner, men fra en frisk ristet kaffebønne.

Og lad mig så lige aflive en myte. Jeg hører ofte mange sige, at de køber bønnerne hele og derfor tror alt er, som det bør. Næh nej, men det hjælper naturligvis at bønnen ikke har fået en overflade der er 1200 gange større og derfor også holder bedre på smagsstofferne. Men det vigtigste af alt er, at kaffebønnen er frisk ristet. Så tjek lige ristedatoen på pakken – rigtig kaffe må ikke være ældre end 3 uger fra den dag de blev ristet. Og tjekker du supermarkedet ville 99,9 % af alle deres bønner ikke overleve dette krav. Så mit råd er: RIST SELV! så ved du hvad du får, nemlig dejlig kaffe.

/HAND (Have a nice day)

Skriv et svar